De første 12 år af foreningens historie

Forord: Bente Ovesen

Tekst: Hans Hansen, skrevet år 2000.

Forord

En flok ildsjæle med arkitekt Svend Due i spidsen fik i begyndelsen af 80erne ideen til en privat andelsboligforening, hvor alle kunne bo og leve sammen: Unge som gamle, familier og enlige, højtlønnede og relativt lavt lønnede, mennesker med handicap. Alle som ville leve i et forpligtende fællesskab med deres naboer.

Byggegrunden i Mårslet blev købt midt i 80erne og byggeriet stod færdigt i 1988. Meget havde været drøftet forud for indflytningen, men det viste sig hurtigt, at der blandt de 49 husstande var forskellig opfattelse af hvad fællesskab var, og hvordan fælleshuset skulle bruges.  Mange hjørner skulle slibes til på kaotiske fællesmøder, ja, – enkelte så sig ligefrem nødsaget til at flytte ud igen.

I disse år blev rammerne for foreningens styreform, for arbejdsdagene, for fællesspisningen og for fællesskabet lagt. Rammerne er siden fyldt ud og pudset af, og nye rammer er kommet til, udformet af de mennesker, som bor og har boet i foreningen.

Økonomisk ansvarlighed har altid været foreningens kendetegn, både når det gælder foreningens drift og vedligehold, og når det drejer sig om størrelsen af huslejen og andelsprisen. Vi er fortsat selvstyrende, og vedligeholder selv fællesarealerne og fælleshuset. Huslejen og andelsprisen er holdt på et niveau, så vi fortsat kan tiltrække unge børnefamilier, enlige og andre uden formue og høje indtægter.

En af ildsjælene de første år, Hans Hansen, skrev nedenstående historiske rids i år 2000.

De første 12 år af foreningens historie

Andelsboligforeningen har lige fra begyndelsen været en privat, selvstyrende forening med en demokratisk styreform, hvor alle har mulighed for indflydelse.

Det var et stort arbejde i slutningen af 80’erne at planlægge byggeriet og færdiggøre husene. Den dag i dag er foreningen under udvikling med mange forskellige aktiviteter, der igangsættes af udvalg og aktive beboere.

Planlægning

Planlægningen startedes i begyndelsen af firserne. En af grundlæggerne var arkitekt Svend Due, der var lam og respiratorbruger. Han tegnede byggeriet, og en af idéerne var, at det skulle være boliger som havde plads til alle, også handicappede. For at sikre en ramme for det praktiske arbejde med at opbygge et fællesskab skulle vi have et stort fælleshus. I denne fase dannedes de første udvalg: Fælleshusgruppen og udvalget for fællesspisning. For os der startede sidstnævnte udvalg var fællesspisningen meget vigtig for det fællesskab som vi forventede os. Senere kom andre udvalg til efterhånden som der blev brug for dem. Planlægningen gik langsomt, den sinkedes bl.a. af mangel på kvoter for bygningen af private, støttede andelsboliger, men vi kom i gang med byggeriet i 1987.

Pengemangel

Efterhånden som byggeriet skred frem viste det sig, at det af forskellige grunde blev en del dyrere, end vi havde regnet med. Vi måtte spare for at opfylde de krav om kvadratmeterpris som det offentlige stillede. Det resulterede i, at vi fik overdraget halvfærdige boliger beliggende på en grund med interne grusveje og stier der kun var belagt med stabil grus. Der var ingen plæner og i øvrigt heller ingen beplantning eller legepladser. Omgivelserne var kort sagt de rene pløjemarker!

Det planlagte fælleshus var for stort og for dyrt, så der måtte i al hast tegnes et nyt. Til alt held var en af de daværende beboere en dygtig og effektiv arkitekt (Johannes Vindum), som efter et par dages hårdt slid fik tegnet og godkendt det hus vi kender som fælleshuset. Tak for det! Desværre er han og familien flyttet fra foreningen.

Slidsomme år

Den enkelte familie kunne umiddelbart efter indflytningen se frem til et kæmpe arbejde. Boligerne stod med rå leca-betonvægge. I badeværelserne var der et toilet, en håndvask, en knagerække og en bruser. Der var ikke ét skab i husene, og gulvene var af billige ubehandlede brædder.

Det var bare med at gå i gang. Enkelte indflyttere havde råd til at sætte håndværkere på, men de fleste måtte smøge ærmerne op og tage fat selv. Det var en tid med meget og hårdt arbejde, og når ens bolig var til at bo i, kunne vi gå i gang med udearealerne.

Stisystemet var planlagt meget firkantet og som nævnt belagt med hårdt stampet stabil grus. Ingen af gårdene havde til hensigt at følge oplægget og det førte naturligvis til, at vi måtte fjerne uanede mængder af stabilgrus før vi kunne gå i gang med at lægge fliser og så græs. Vi bevilgede os selv 2.000 kr. pr. gård til dét arbejde. Da vi så var færdige med gårdene, kunne vi gå i gang med de øvrige udearealer og stisystemer.

Det kan lyde som om det var en næsten uoverkommelig opgave, men vi havde haft så meget arbejde sammen, og givet og fået så meget hjælp og så mange gode råd, at vi havde et godt grundlag for det fremtidige fællesskab. Dette gav stødet til at næsten alle mødte frem, når der skulle gøres et stykke arbejde til fælles bedste, og dette startede en af de bedste og ældste traditioner i vores forenings historie: Arbejdsdagene. En arbejdsdag er næsten en festdag, også børnene har det som fisk i vandet. Vi voksne er sammen med børnene, børnene hjælper til, næsten uden at blive opfordret til det. Vi bliver trætte sammen, og når arbejdet er færdigt, er det skønt at gå en tur rundt og se på resultaterne. Og så får vi for resten også noget godt at spise!

Begyndervanskeligheder

Det tog det meste af et par år at nå det foreløbige mål. Men tro nu endelig ikke, at det hele var ren idyl. Der var også meget at være uenige om, endog dybt uenige. Tag et par eksempler: Ét synspunkt gik ud på at brugen af vaskeriet skulle være gratis, ja, måske skulle man endog stille vaskemidler til rådighed for alle beboerne. Et andet synspunkt var, at vi helt skulle undlade at bygge et fælleshus for at få råd til at gøre boligerne helt færdige. Da vi så endelig havde fået bygget fælleshuset, argumenterede nogle for, at man skulle betale for benyttelse at det således at huset ikke belastede huslejen. Andre betragtede fælleshuset som en del af den enkelte families hjem, så al betaling ville være absurd.

Der var mange stridigheder, som det vil føre for vidt at komme ind på her, men der blev afholdt mange stormfulde fællesmøder og generalforsamlinger de første år.

Fællesspisning

Meget af det vi foretog os i begyndelsen var inspireret af 70’ernes tanker om “at komme hinanden ved” – at forsøge at skabe en slags kollektiv ånd. Det afspejlede sig nok tydeligst i fællesspisningen. Alle skulle helst deltage i de 4 ugentlige måltider, og måltiderne skulle tilrettelægges efter den idé. Et af de værste fyord var “cafeteria-ordning”. Måltiderne skulle være grundlaget for fællesskabet, og de skulle være sunde (læs: vegetariske) så der blev købt linser, bønner, nødder, havregryn og kornprodukter osv. i den helt store stil, og der blev dekreteret grøddage for at sikre økonomien. Vi var nogle stykker der blev lidt trætte af alle linsepostejerne m.m. så vi lavede “ædedolkene”, en slags klub der fremstillede overdådige måltider en gang imellem på fredag aftener. Med tiden blev fællesspisningen dog modereret til, at der skulle være vegetardag en dag om ugen, kødretter to dage om ugen og fiskedag om torsdagen.

Problemer med byggesjusk m.v.

Omkring 1990 blev vi opmærksomme på, at hvis vi skulle gøre os håb om at få hjælp fra Byggeskadefonden som kom betrængte bygherrer til hjælp hvis entreprenøren var gået konkurs, skulle vi have en Drifts- og vedligeholdelsesplan. Vi havde allerede indbetalt de 350.000 kr., og vores entreprenør var gået konkurs. Vi havde endnu ikke observeret byggeskader i større omfang, men det var jo bedst om vi sikrede os.

Et par herboende arkitekter og ingeniører og andet godtfolk med forstand på de dele satte sig sammen og barslede med den Drifts- og vedligeholdelsesplan som vi bruger i dag. Der bliver sat godt 150.000 kr. til side hvert år til fremtidig vedligeholdelse og udbedring af skader. Denne opsparing er kommet os til gode på to væsentlige områder:

For det første var den grundlag for at vi i første halvdel af halvfemserne på Byggeskadefondens bekostning fik udbedret byggeskader under tagene på alle to-etagers boligerne, pris 360.000 kr. hvoraf vi selv skulle betale 5 %.

Af Byggeskadefondens konsulent fik vi dog i øvrigt at vide at vores byggeri ellers kvalitetsmæssigt lå over landsgennemsnittet.

For det andet fik vi i 1993 lagt asfalt på grusvejene, dels ved hjælp af et internt lån af den opsparede kapital – et lån som vi stadig afdrager på hvert år – og dels ved at vi fik et tilskud fra staten. Der var dengang mulighed for tilskud til iværksættelse af arbejder der skulle sætte liv i beskæftigelsen i bl.a. byggebranchen. På den måde fik vi vejen til ca. halv pris.

Fjernvarme

Den grund vi byggede på ligger som bekendt syd for et lille rækkehuskvarter. Dette kvarter og vi udgjorde tilsammen grundejerforeningen ´Nymarksvej´. Da rækkehusene blev bygget opførtes der et lille fjernvarmeværk. I den første tid drev vi værket i samarbejde med rækkehusene.

I 1991 blev vi imidlertid tilsluttet Århus Kommunale Værker for en pris af 7.300 kr. pr. husstand.

Der var livlige og lange diskussioner om finansieringen, men vi fandt til sidst ud af at de enkelte husstande selv måtte skaffe pengene, til gengæld kunne man så skrive det på som en forbedring ved et eventuelt salg, vel at mærke som en forbedring der ikke skal afskrives.

Grundejerforeningen

Kort tid efter disse begivenheder ansøgte vi kommunen om en deling af grundejerforeningen i to. Det ville imidlertid være meget besværligt og omkostningskrævende, så vi fandt et kompromis og delte grundejerforeningen i to parcelforeninger hhv. “Nord” og “Syd”. Det eneste vi nu har at gøre med “Nord”, er eventuelle tvistigheder vedrørende skellet. I udvalgslisten figurerer en slags udvalg der kaldes “Repræsentant i grundejerforeningen” – det skulle være forklaringen på dét udvalg. Parcelforening “Nord” har en permanent tilladelse til at bruge salen i fælleshuset til deres årlige generalforsamling.

TV

Går man ind i teknikrummet i fælleshuset kan man se et bundt store “lakridsstænger” stikke ud af vestvæggen. Det er tilsyneladende kabler til et påtænkt internt kommunikationsanlæg, men hvordan de ligger i jorden fortaber sig i forhistoriens mørke. Det har ikke været muligt at opspore forløbet af dem. Undersøgelserne har endog strakt sig til at man har forsøgt at trække dem ud af væggen!

I 1998 blev der lagt kabler til tv og radio således at alle boliger blev tilsluttet.

Fælleshuset

Da vi fik fælleshuset overdraget bestod det af et forstørret parcelhuskøkken med grovkøkken og et teknikrum, en tom sal med en “knast”, en garderobe uden udstyr, to toiletter, et rum på ca 25 m2 som vi kaldte børnerummet, et fuldt udstyret vaskeri, og et værksted uden udstyr. Fra garderoben førte en dør ind til et “trapperum” hvorfra der via en stige var adgang til et stort, uudnyttet loftsrum hvis konstruktion dog muliggjorde en yderligere udbygning af huset.

Salen fik vi i første omgang møbleret med et skrabsammen af borde og stole, og efter at have købt et stort komfur og et brugt køleskab kunne vi etablere den første fællesspisning. Ved indvielsen af huset fik vi af kreditforeningen forærende en check der satte os i stand til at købe rigtige spisemøbler til salen. Banken var så generøs at forære os et pænt, lille flag på en pæn, lille flagstang til indendørs brug med bankens logo på et messingskilt. Resten kom så til i de følgende år, efterhånden som vi fik råd.

Administrationen af foreningen fandt sted fra de små hjem hos medlemmerne af bestyrelsen, og det kunne jo ikke så godt blive ved med at gå, så derfor var den daværende bestyrelse på udkig efter et kontormøbel med skabe der skulle stå i et hjørne af salen. Man fandt et til en pris af 25.000 kr. Næh, hov, var der så nogle der sagde ved det fællesmøde hvor sagen blev forelagt, for det beløb vil vi påtage os at lave en rum på loftsetagen. Dér kan vi så have vores kontor. Som sagt så gjort. Det var den første udbygning af overetagen, og vi fik sågar kontoret udstyret med en computer.

I de følgende år blev der fremlagt mange planer for yderligere udbygning. Imidlertid strandede meget af det på at vi skulle udstyre overetagen med en elevator hvis vi skulle leve op til en af vores målsætninger med hensyn til mulig adgang for alle overalt. En elevator er dyr, og vi skulle ændre tagkonstruktionen for at få plads til den i højden.

Men vi kunne i hvert fald flytte kontorfaciliteterne ned i stueetagen. Der var mange der ikke kunne klare den “hønsestige” der førte op til kontoret. Så i 1995/1997 sker der noget; knasten der indtil da havde fungeret som rum for de store børn blev indrettet til kontor, og der kom en yderdør i stedet for havedøren, og knasten blev adskilt fra salen med aflåselig glasdør. En af beboerne skaffede nogle fine kontormøbler ganske gratis.

Det interimistiske rum på overetagen blev, på nær malerarbejdet og anden finish, færdiggjort af håndværkere, og der blev indlagt varme og bygget en ordentlig trappe. Rummet blev brandsikret i overensstemmelse med brandmyndighedernes regler for dette. Til brandsikringen hørte en røglem oven for trappen, en nødudgang i vestgavlen og en udvendig brandtrappe. Gangbroen i det tilbageblevne loftsrum var for smal så der blev på en arbejdsdag lagt bræddegulv i hele bredden. Alt i alt blev der ofret mange penge på foretagendet, selv om der også indgik en hel del “eget arbejde” i det. Rummet blev indrettet til de store børn og til overnatning for beboernes gæster. Her er vi så nu, vi har stadigvæk et stort, bogstavelig talt uudnyttet loftsrum, men en del beboere er begyndt at tale om en endelig færdiggørelse af fælleshuset. Det bliver spændende at se hvad det bliver til.

Klubber, laug og andre aktiviteter

Den første klub der blev etableret i foreningen var vistnok Seniorklubben. Som navnet antyder, var det en samling af nogle af de ældre medlemmer med vores daværende alderspræsidenter Thyra og Johannes i spidsen. På trods af sin høje alder svigtede Thyra aldrig et møde i planlægningsfasen selv om hun boede helt ude i Hjortshøj, og møderne altid fandt sted i Århus. Seniorklubben samledes jævnligt i fælleshuset omkring et festligt og stilfuldt måltid. Klubben opløstes efterhånden fordi de fleste fraflyttede i løbet af de første par år.

Carportlauget som endnu eksisterer dannedes for at bygge carporte dér hvor carportene ligger i dag. Det var egentlig meningen at der skulle bygges lige så mange på parkeringspladsen over for de eksisterende carporte. Med det strandede dels på mangel af interesse, dels på protester fra de beboere der ville blive naboer til byggeriet. Carportene tilhører dem der har bygget dem, men de kan ikke sælges sammen med boligen. Foreningen har forkøbsret.

De ovenfor nævnte Ædedolke rører lidt på sig en gang imellem, men da vi jo nu har så mange festtraditioner og i øvrigt får god mad ved fællesspisningen, er der ikke rigtig brug for dem eller er der? Kolonihavefolket har lejet sig noget jord nede ved Giber Å og dyrker økologiske grøntsager til eget forbrug.

Fredagsbaren der sidste fredag i hver måned genoplives med mellemrum.

Hvert år på Allehelgensaften klæder en flok unger sig ud i skrækindjagende kostumer. Bærende på lysende græskarhoveder vandrer de rundt og skræmmer alle beboere fra vid og sans og belønnes herfor med slik og kager.

Andre faste festligheder er nytår, fastelavn, sidste spisedag i Madklubben til sommer og til jul – her er alle beboere velkomne, Skt. Hans, foreningens fødselsdagsfest i sensommeren, julebazar og julebanko.

I historiens løb har der endvidere været følgende aktiviteter: indsamling til og køb af flag og flagstang, børnefilmforestillinger, oplæsning for børn, udflugter til bl.a. Koldinghus og Trapholt, og til El-museet ved Tange Sø, weekendtur til en spejderhytte, gymnastik og yoga i fælleshuset, kvindefrokost, mandefrokost og meget andet. Da vi endelig havde fået etableret smagfulde og funktionelle asfalterede interne veje holdt vi en vældig fest som der endnu går frasagn om. Børnefest om eftermiddagen og balfaldera om aftenen, en kombination som vi fortsat benytter os af, når vi fejrer foreningens fødselsdag.